Danskerne er et af de mest kaffeglade folkefærd, kun overgået af vores nordiske brødre fra Finland. Kaffen kan bruges til enhver lejlighed og enhver situation. Hvad end der er tale om en hyggestund, en jobsamtale, en lang vagt på jobbet eller de sene nattetimer, hvor de sidste sider skal læses inden eksamen, finder mange danskere ro i den varme kop mokka.
Der er delte meninger om, hvorvidt kaffen er skadelig for dig. Det er ikke nogen hemmelighed, at den misfarver dine tænder og kan påvirke din nattesøvn negativt. Derudover viser visse svenske undersøgelse også, at du som kvinde kan risikere at reducere dit brystparti, hvis du indtager mere end tre kopper dagligt. Det skal dog siges, at du skal have en meget speciel gentype for at opleve denne effekt af koffeindrikken. Det kan derfor være svært at finde de gode argumenter for at indtage kaffen, men nu skal du ikke lede længere. Efter at have læst følgende vil du have 5 gode argumenter for at drikke kaffe – argumenter, som overhaler tanken om misfarvede tænder, mindre bryster og søvnløse nætter med flere metre.
1. Den indlysende grund: opkvikning!
Koffeinen i kaffen er med til at stimulere dit centralnervesystem, så du får fornemmelsen af at være opkvikket. Rent kemisk kan man sige, at koffeinen binder sig til receptorerne i din hjerne, hvilket får niveauet af signalstofferne dopamin og serotonin til at stige. Eller sagt på godt jysk bliver din korttidshukommelse, opmærksomhed samt evne til at bearbejde informationer styrket via koffeinen samtidig med, at du opnår den berømte og eftertragtede følelse af friskhed.
2. Din indstilling over for andre bliver mere positiv
Ved hjælp af et ret simpelt forsøg har amerikanske forskere bevist, at du bliver mere positivt indstillet over for andre mennesker, hvis du har en varm kop mellem hænderne frem for et koldt glas. De amerikanske forskere gav en række testpersoner henholdsvis en kop varm kaffe eller et glas koldt mellem hænderne, da de skulle introduceres for et nyt menneske. Testen viste, at testpersonerne med den varme kop kaffe mellem hænderne var mere venligt stemt over for det nye bekendtskab.
3. Din udholdenhed bliver styrket
Dette skal ses i sammenligning med koffeinfri kaffe, hvor din træning bliver væsentlig bedre oven på en kop kaffe med koffein. Det kan lyde mærkeligt – især hvis man selv har tendens til, at maven bliver påvirket af kaffen. Ikke desto mindre har forskning baseret på 10 cyklister vist, at deres præstation og udholdenhed blev væsentlig bedre af at indtage kaffe med koffein frem for kaffe uden koffein. Samtidig viste fedtforbrændingen sig at være bedre efter den koffeinholdige kaffe, og cyklisterne var også alle enige om, at de fysisk havde det bedre efter præstationen trods den samme intensitet.
4. Kaffe er godt for maven
Her skal først og fremmest nævnes, at der er tale om moderate mængder. Når det er sagt, kan det virke ret spøjst, at kaffen ligefrem skulle være godt for maven, idet mange oplever det omvendte på forskellig vis. Hvorom alting er, indeholder mørkristede kaffebønner et stof, som mindsker mavens produktion af syre. Kaffe skulle efter sigende være rig på stoffet N-methylpyridinium, der blokerer for cellernes syreproduktion. Såfremt du drikker meget kaffe, vil du opleve, at maven stadig kan blive irritabel, hvilket skyldes andre stoffer såsom koffein.
5. Minimer risiko for demens og parkinson
Dette må siges at være et rigtigt godt argument til at drikke kaffe. Undersøgelser har vist, at jævnligt indtag af kaffe hos ældre kvinder var med til at bevare deres hukommelse samtidig med, at de fik 80 % mindre risiko for at blive ramt af parkinson. Kaffe forhindrer nedsættelsen af hormonet dopamin i hjernen, hvilket er med til at minimere risikoen for udvikling af parkinson, som netop er kendetegnet ved et tab af dopamin-producerende celler.
Der er altså mange grunde til at opretholde eller påbegynde indtagelsen af kaffe. Selvfølgelig skal det være i moderate mængder, men der er bestemt ikke nogen tvivl om, at kaffen er godt til andet end bare at skylle kagen ned med! Så der er ikke andet for end at få gang i din kaffemaskine og begynde brygningen!
Ønsker du mere kaffeviden og endnu flere fordele til, hvorfor kaffe er godt for dig, så kan du se mere her: http://www.kaffeinfo.dk/Includes/GetBinary.aspx?FileID=3055